Fattigdom, afskaarethed og mangel paa lokaler er ingen hindring naar ungdommen i Las Ceibas kommer til overfladen.
Her fester vi med det vi har, og jeg skulle nok mene, at det nok kan blive en fest alligevel!

Efter godt og vel to maaneder i Las Ceibas de Trujillo synes jeg da nok jeg har oplevet min andel af fester, til at kunne sige hvordan saadan noget egentlig foregaar. Og det er en noget anden oplevelse, end det vi er vant til fra Danmarks diskoteker eller fester i forsamlingshusene.
For det foerste er der hverken diskoteker eller forsamlingshuse i Las Ceibas. Saa hvor holder vi fest? Udenfor, selvfoelgelig, paa pladsen, og med noget der ligner en 15-17 grader omkring klokken ni om aftenen er det da heller ikke det store problem. Senere paa aftenen kan det godt blive ret koldt, men saa maa man jo goere hvad der skal til for at holde varmen:

Danse! Og dansen her er et kapitel, maaske en hel videnskab, for sig. De unge mexicanere kender godt til diskomusik og “you no speak americano”, men det er bestemt ikke det der er i hoejeste prioritet her ude paa boeh-landet. Her hoerer vi banda!
Banda-musik finder vi ikke i Danmark, men det er musik der i hoej grad er baseret paa messinginstrumenter, en enkelt lilletromme og en god “bum-da-bum-da-bum”-rytme. Helt aerligt synes jeg ikke saa meget om det, men det er jo smag og behag. Det er noget der nok ville falde ret godt til i lokalradioen hjemme i Danmark.
DJ? Nope, vi saetter en CD i afspilleren, og saa er der en gut der staar ved afspilleren og de noget saa enorme hoejtalere og soerger for at folk ikke piller ved systemet. Og saa bliver der blaest saa hoejt op for volumen, at al verbal kommunikation bliver sat definitivt ud af spillet. Naar sangen gaar i gang stormer drengene ud blandt pigerne, og saa er der no-marcy-rule: bliver man budt op, saa siger man altsaa ikke nej! Og saa danser man. Hvad dansene hedder ved jeg ikke, men det foregaar mest med benene, og det ligner mest at de bare hopper lidt og tager to skridt til hoejre og to skridt til venstre. Nogle gange gaar der lidt vals over den, men ogsaa det er til at finde ud af. Naar de tilgengaeld danser “Zapatiado”, saa gaar de amok med deres foedder! At de kan bevaege dem saa hurtigt er stadig en gaade for mig, og hvis de da bare ville goere det samme naar de gik fra aftale til aftale…
Der er tilsyneladende kun én regel: man kommunikerer ikke! Oejenkontakt og verbal kommunikation er forbudt naar man danser, hvilket stadig er lidt svaert for mig at tage serioest. Man foeler sig lidt som “ham-der-man-egentlig-ikke-gider-danse-med”.
Naar sangen er slut forlader all dansegulvet! Foerste gang det skete blev jeg meget forvirret. Det er ligesom at se en fugleflok lette fra et trae: de forlader gulvet som fra én tanke. Jeg taenkte at festen maaske var slut, men saa kom naeste sang, og saa begynder man forfra. Drengene byder pigerne op, og man danser lystigt, indtil sangen slutter, og alle forlader gulvet. Uden undtagelse.

Og saadan koerer man saa et par timer eller tre, indtil festen slutter…

Men der er jo ogsaa dem der ikke danser. Det er naesten det der er mest forvirrende. For de snakker tilsyneladende heller ikke sammen, eller saetter sig ned og hygger sig. Man fordeler sig i en cirkel rundt om dansegulvet, og saa kigger man. Og bliver man ikke budt op, eller byder man ikke selv op, ja saa gaar hele aftenen med at kigge paa de dansene folk.

Vigtigst af alt: De elsker det! De elsker at tale om at danse, de elsker at hoere om danse og de glaeder sig til naeste “baile”, eller “dans” som der bliver i byen.
Om jeg danser? Tjah, jeg proever, og naar det ikke lige er den umulige traeskovals saa kan jeg da ogsaa godt lide at danse med mexicanerne, og foele mig glad over, hvor lidt der jo egentlig skal til for at have det sjovt.