Jeg vil ikke lade det vaere nogen hemmelighed: eftermiddagene i Las Ceibas De Trujillo kan nemt blive lidt lange. Ikke kun for mig, men ogsaa for de mange boern og lidt stoerre boern, der absolut mangler aktiviteter efter skolen. Hvis de da overhovedet har skolen.

Findes der noget bedre end fodbold til at slaa tiden ihjel med?

Da jeg luftede ideen om et fodboldhold foerste gang, var der rendyrket glaede som gevinst. Smilene ville ingen ende tage. Saa vi aftalte en “foerste dag”, og jeg gik i gang med at glaede mig.
Forberedt paa at vaere fodboldtraener med oevelser og det hele sidder jeg paa vaerelset da et par af drengene kommer ind og spoerger om vi skal afsted. Det opmuntrer mig, og med bolden under armen smutter vi ud paa banen.

Der kom fem. Et par stykker mere kom dryssende lidt senere. Jeg havde bestemt haabet paa et stoerre udfald, men man maa jo goere godt med hvad man har.
Jeg saetter traeningen i gang, og det gaar mildest talt elendigt. Efter at have lavet lidt oevelser og spillet en hurtig kamp smutter vi hjem. Jeg gaar ind paa mit vaerelse – og taenker.

Jeg har paa det tidspunkt mest lyst til at sige, at det er proevet nu, og saa ikke flere af den slags eventyr. Jeg er ikke fodboldtraener. Saa tager staedigheden over: Jeg er ikke den slags fodboldtraener. Jeg kraevede for meget af fem drenge, der bare gerne ville spille bold.

Vi aftaler en ny dato. Jeg med fornyet haab. Med nye ideer om hvordan det skal gaa for sig. Stille og rolig spillen bold, intet disciplinaert.
Dagen oprinder. Paa vej til banen moeder jeg to drenge, der siger at de kommer lige om lidt. Fantastisk! Jeg er paa banen til aftalt tid. Som den eneste, men vi er jo i Mexico. Fem minutter, saa 10. Efter 25 minutter gaar jeg hjem igen. Ikke en dukkede op.

Paa det tidspunkt var min moral vist ret lav, saa hvad der fik mig til at aftale en tredje dato ved jeg ikke. Men hvad det end var, saa virkede det:
11 mand staerk dukkede op, og bolden blev lystigt spillet frem og tilbage og forsoegt skudt i kassen. Nogle af de store drenge fra gymnasiet kommer og spiller med. Senere kommer idraetslaereren fra grundskolen ogsaa. Han har hoert om vores “hold”, og har taget nogle af sine drenge med. Saa vi laver en kamp. Vi kalder vores hold Tigres del Norte (Nordens Tigere), og jeg broeler som kampraab til almen jubel og latter. Og fra sidelinjen ser jeg godt og vel 20 boern i mange aldre blande sig om at spille bold. Min eftermiddag er reddet!

Stillingen blev i oevrigt 1-1. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre resultat!