Nepal er et lille land, der er placeret mellem Indien og Tibet. Et land der giver mulighed for, at se en vild tiger, men ikke mindst, giver muligheden for at opleve det smukke Himalaya. Nepal er bjergenes land, hvor naturen prydes af den mægtige bjergkæde – Himalaya, der strækker sine lange sneklædte tinder mod himlen. Nepals placering og storslåede natur betyder, at landet har nogle af verdens bedste muligheder for trekking og rafting.

Der er flere forskellige trekking ruter, vi valgte en trekking rute i Annapurna, som skulle være det smukkeste sted at trekke. Dog kommer man ikke til at opleve det berømte Mt. Everest, men det så vi fra luften, da vi fløj til Nepal.

Turen startede i det kulturelle Pokhara, som er en by, der ligger forenden af bjergkæden. Byen har som sådan ikke det store at byde på, da det er her alle trekking og adventure starter og slutter.

Den største oplevelse ved Nepal var uden tvivl trekking turen. Uden helt at hvide, hvad vi have sagt ja til, så begav vi os ud på en lange, lang gåtur gennem små landsbyer, høje stentrapper og frodige skovområder med vilde floder. Senere hen skulle det  viste sig, at være meget mere end bare en lang gåtur. seks dages hård fysisk udfoldelse i et eventyrlandskab fyldt af frodige grønne dale, floder, vandfald og de guddommelige bjergtinder der tårner sig op i horisonten. Efter tre dages vandring, gennemsnitlig 8 timer om dagen, endte vi på  Pool Hill. I nepalesisk forstand en bakke, i dansk forstand et bjerg. Kl. Fem om morgen, hvor alt var mørkt og det eneste man kunne hører, var en flok turister der kæmpede om at få vejret. Ingen vidste hvad der ventede os, men da solens stråler stille kom frem, og legede med  sneen på de sneklædte bjergetoppe, fandt vi ud af, at vi stod midt i Annapurna, på en lille bakketop om ringet af nogle af verdens højeste og farligste bjerg, kun et stenkast væk fra os.

Ser vi tilbage på det, den dag i dag, så føles det en smule som om, at man var en del af en drøm, ude på en mission i en slags magisk verden. Vi kæmpede os op og ned af stentrapper. Vi slæbte os over bakkekamme og ned igen for at krydse floder. Vi faldt udmattede om i vores senge kl. ni om aftenen, efter vi havde fået vores mint tea og chai tea, og blev vækket ved solopgang, for at komme ud på ruten igen. De første dage var hårde og nådeløse, særligt fordi vi blev konfronteret med vores dårlige fysik, der blev holdt en del pauser undervejs og taget utrolig mange billeder, for at få pusten. Den evige undskyldning var, at Danmark er et fladt land! Vi havde ingen ide om hvad vi havde givet os i kast med, og havde på ingen måde trænet til det, men bare taget det lidt som det kom. Benene blev ømmere med tiden, men jo tættere vi kom på bjergtoppen, jo mere var vi klar til at kæmpe. Da vi nøde Poon Hill, og skiltet viste vejen mod Annapurna Base Camp og modsat var vejen til Pokhara, fortrød vi inderligt, at vi ikke havde taget hele vejen mod Base Camp -  men det må blive næste gang! Synet af de majestætiske bjergtoppe er printet fast på nethinden, og lysten til at udfordre sig selv fysisk er der stadig. Det er helt sikker ikke sidste gang, at trekking skoene er pakke, og klar til at bestige verdens tag – Himalaya.

For at sige ordentlig farvel til det smukke landskab, tog vi en Paragliding tur – vi kunne ikke lade være. Der er så mange faldskærme, der svævede over bakketoppene. Efter en kort overvejelsers periode, besluttede vi at løbe ned af en 2000 meters høj klippeskrænt med intet andet end en stor pose stof og en instruktør på ryggen (min instruktør var gammel russisk soldat), i håb om, at vinden ville tage fat i pose, og løfte os op over jordens overflade, så der var frit udsyn til de sneklædte bjergtoppe. Vi tog turen om morgen, for at undgå skyerne. Det er helt igennem en surrealistisk følelsen, at løbe ned ad skrænten for der næste at svæve igennem luften, men en helt igennem gudbenådet oplevelse. I de første par minutter kunne jeg intet andet end at grine højlydt og sprede mine arme ud, som om jeg kunne flyve (http://www.nepal-paragliding.com/).